← Jagttider

Privatlivspolitik

Sidst opdateret: 24. oktober 2026

Kort version

Jagttider har ingen konto, ingen sporing og ingen reklamer. Appen bruger din position til at slå jagttid, sol og vejr op for det sted, du vælger. Positionen sendes til vores server for at hente jagttid og vejr, og på iPhone og iPad til Apple for at finde stednavnet og vise kortet. På Android er modtagerne beskrevet i afsnittet »Android«. Vi ved ikke, hvem du er.

Hvem er ansvarlig

Sandet Apps ApS
Søvænget 5, 3300 Frederiksværk
CVR 46701062
[email protected]

Hvilke oplysninger appen bruger

Din position. Appen bruger den position, du vælger — enten fra telefonens GPS, når du giver lov, eller et sted du selv søger frem eller sætter på et kort. Positionen bruges til fire ting:

  1. At beregne solopgang og solnedgang. Det sker på telefonen.
  2. At slå op, hvilke arter der har jagttid, hvor du er. Det sker på vores server.
  3. At hente vejrudsigten for stedet. Det sker på vores server.
  4. At finde stedets navn, så du kan se hvor du har valgt. På iPhone og iPad sker det hos Apple, på Android som beskrevet i afsnittet »Android«.

Ingen andre oplysninger. Appen har ingen konto, beder ikke om navn eller e-mail, og indeholder ingen analyse- eller sporingsværktøjer fra tredjeparter.

Hvad der sendes til vores server

Når appen henter jagttid eller vejr, sender den koordinatet for det valgte sted til vores server. Koordinatet sendes præcist — jagttiden afhænger af, hvilket område du står i, og grænserne følger ikke et gitter.

Vi gemmer ikke din position eller din IP-adresse i en database, og vi knytter dem ikke til dig. Serveren gemmer alene selve vejrudsigten, i felter på omkring en kilometer, så den samme prognose kan genbruges af alle. Den indeholder vejrdata, ikke oplysninger om brugere.

Vores hostingudbyder Supabase fører tekniske driftslogs over forespørgsler til serveren. De kan indeholde din IP-adresse og det koordinat, forespørgslen indeholdt. Loggene bruges kun til drift og fejlsøgning og slettes automatisk efter højst syv dage.

Serveren kører hos Supabase i EU (Irland). Supabase er vores databehandler.

Hvad der sendes til Apple

Jagttider findes til iPhone og iPad. På iPad gælder det samme som på iPhone, med de samme oplysninger og Apples kort (MapKit). Tre af appens funktioner bruger Apples egne korttjenester, og de går uden om vores server:

  • Stednavnet. For at vise »Frederiksværk« i stedet for to tal slår appen navnet op hos Apple. Til det sendes dit præcise koordinat.
  • Søgning efter et sted. Søger du et sted frem, sendes det, du skriver, til Apple, mens du skriver.
  • Kortet. Vælger du stedet på kortet, henter appen korttiles og luftfoto fra Apple for det område, du kigger på.

Apple modtager ikke navn, e-mail eller nogen konto fra os — appen har ingen. Hvad Apple selv gør med oplysningerne, følger Apples egen privatlivspolitik for kort- og lokationstjenester.

Android

Jagttider til Android er dækket af samme politik. Appen bruger de samme servere til jagttid og vejr, men ikke Apples korttjenester. På Android gælder i stedet:

  • Kortet i Danmark. Stedvælgerens kort og luftfoto hentes via appens egen server fra Klimadatastyrelsen. Stednavnene oven på luftfotoet hentes fra OpenFreeMap (se næste punkt).
  • Kortet uden for Danmark. Her er hele baggrundskortet fra OpenFreeMap (baseret på OpenStreetMap-data) og hentes direkte fra OpenFreeMaps servere. OpenFreeMap modtager derved din IP-adresse og det kortudsnit, der vises, men ikke personoplysninger fra appen. Appens nøgle til vores egen server sendes ikke dertil.
  • Søgning efter et sted. Søger du et sted frem, bruger appen telefonens indbyggede stedtjeneste (Androids geocoder). Det, du skriver, sendes til den, mens du skriver. På telefoner med Google Play-tjenester er det Google, så søgeteksten sendes til Google.
  • Navneforslag i og omkring Danmark. Sætter du en nål på kortet, eller bruger appen din position, sender appen koordinatet til vores server, som slår et navn op hos OpenStreetMaps opslagstjeneste, Nominatim. Serveren afrunder koordinatet til omkring 100 meter, før det sendes videre, og Nominatim ser serverens IP-adresse, ikke din.
  • Navneforslag uden for Danmark. Ligger stedet uden for området omkring Danmark, finder telefonens geocoder navnet. På telefoner med Google Play-tjenester sendes stedets præcise koordinat derfor til Google.

Fejler et navneopslag, skriver du selv navnet. Google modtager ikke navn, e-mail eller nogen konto fra appen — den har ingen. Hvad Google selv gør med oplysningerne, følger Googles egen privatlivspolitik.

Hvem vi deler med

For at hente vejrudsigten sender vores server et koordinat videre til:

  • DMI (Danmarks Meteorologiske Institut)
  • MET Norway (Meteorologisk institutt), sammen med DMI i Danmark og alene for steder i Europa uden for Danmark

De to modtager ikke dit præcise koordinat. Serveren afrunder først til midten af et felt på omkring en kilometer og sender kun det.

Ud over dem er Apple på iPhone og iPad modtager af de oplysninger, der er beskrevet i afsnittet »Hvad der sendes til Apple«. På Android er OpenFreeMap, OpenStreetMap (Nominatim, via vores server) og telefonens geocoder — på telefoner med Google Play-tjenester Google — modtagere af de oplysninger, der er beskrevet i afsnittet »Android«. Supabase er vores databehandler for serveren. Ingen af dem modtager noget fra os, der identificerer dig.

Vi sælger, udlejer eller deler ikke oplysninger med andre.

Hvor længe

Positionen gemmes på din telefon, indtil du ændrer eller sletter den. På serveren gemmes ingen oplysninger om dig — kun tekniske driftslogs i op til syv dage, og vejrudsigter pr. område uden nogen kobling til brugere.

Widgetten

Widgetten på hjemmeskærmen læser det sted, du har valgt i appen, og henter jagttid og vejr på samme måde som appen. Den bruger ikke andre oplysninger.

Dine rettigheder

Efter databeskyttelsesforordningen har du ret til indsigt, rettelse, sletning og indsigelse. Fordi appen ikke kender din identitet, kan vi i praksis ikke finde oplysninger om netop dig — men skriv til [email protected], hvis du har spørgsmål.

Du kan klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, datatilsynet.dk.

Børn

Appen henvender sig ikke til børn under 13 og indsamler ikke bevidst oplysninger om dem.

Ændringer

Ændrer vi politikken, opdaterer vi datoen øverst. Væsentlige ændringer nævnes i appens udgivelsesnoter.